Der er for nylig blevet udbetalt midler fra ESF til projekter, der gennemføres af frivillige organisationer i Det Forenede Kongerige, og som blev iværksat i januar 1992. Det lader imidlertid til, at i nogle tilfælde er den sidste rate for lignende ordninger i 1990 og 1991 stadig ikke blevet udbetalt. Disse sene udbetalinger medfører alvorlige forstyrrelser i de frivillige organisationers økonomi, og resultatet har været en begrænsning af uddannelsespladser.

De gældende tidsfrister for indgivelse af ansøgninger for året 1993 giver også anledning til bekymring, idet de på samme måde ville kunne afstedkomme tilsvarende forsinkelser i udbetalingen af bevillingerne.

Kan Kommissionen oplyse antallet af udbetalinger til frivillige organisationer i Det Forenede Kongerige for 1990 og 1991, der endnu ikke har fundet sted, og årsagerne til disse betydelige forsinkelser?

Hvilke foranstaltninger træffes der for at sikre, at de første ESF-udbetalinger vil finde sted på et meget tidligt tidspunkt i 1993, og at udbetalingen af slutraterne for 1992-projekterne effektueres inden midten af 1993?

Der blev vedtaget en reform af de tre strukturfonde (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Udviklingssektionen, og Den Europæiske Socialfond) i 1988 med henblik på at lægge udvælgelsen og styringen af de enkelte projekter ud til medlemsstaternes regeringer eller til af disse udpegede organer. For Socialfondens vedkommende trådte reformen i kraft i 1990. De midler, der er afsat til disse fonde, går til operationelle programmer, der indgår i fællesskabstøtterammer, som fastlægges i samarbejde med medlemsstaterne. For Den Europæiske Socialfonds vedkommende kan der meget vel være tale om, at en medlemsstat har udvalgt adskillige hundrede enkeltprojekter som led i et operationelt program. De tilsynsudvalg, der er ansvarlige for de forskellige operationelle programmer, ligger inde med nærmere oplysninger om disse projekter, som stilles til rådighed for Kommissionen, når de nationale myndigheder indsender udbetalingsanmodninger. Kommissionen er imidlertid ikke i besiddelse af nærmere oplysninger om de udbetalinger, de nationale myndigheder i Det Forenede Kongerige endnu ikke har foretaget til frivillige organisationer. Kommissionen kan derfor ikke give den ønskede liste over de udbetalinger, der endnu ikke er foretaget for Den Europæiske Socialfond.

Udbetalingerne fra strukturfondene foretages på grundlag af udbetalingsanmodninger fra de nationale myndigheder for hvert operationelt program og for hver fond. Disse udbetalinger finder sted i tre etaper for hvert år, programmet løber, idet der først udbetales et forskud på 50 % af støtten, dernæst et andet forskud på 30 %, når medlemsstaten dokumenterer, at den har brugt halvdelen af det første forskud, og restbeløbet på 20 %, når der indsendes regnskab for det pågældende år inden for en frist af seks måneder efter regnskabsperiodens udløb. Udbetalinger, der vedrører perioderne efter det første år, kan kun foretages, hvis der er indsendt tilfredsstillende regnskaber for de forudgående år.

De britiske myndigheder vil sansynligvis indsende anmodninger om udbetaling af restbeløbene for 1992 i juni 1993. Disse udbetalinger vil blive foretaget, når anmodningerne er blevet kontroleret og fundet tilfredsstillende. Forskuddene for 1993 vil blive udbetalt, når der er modtaget dokumentation for, at beløbene fra 1991 og 1992 er anvendt reglementeret for hvert operationelt program. Kommissionen erfarer, at arbejdet med at udarbejde anmodninger om udbetaling af restbeløbene forløber tilfredsstillende i Det Forenede Kongerige. Man har iøvrigt allerede modtaget et antal gennemførelseserklæringer, hvilket betyder at udbetalingen af de hertil svarende forskud for 1993 sandsynligvis kan finde sted i det nye år.

Er Kommissionen enig i, at det kendskab, der er opnået på grundlag af undersøgelser af industrifiskeriets indvirkning på de forskellige arter, berettiger en opretholdelse af de nuværende fangstkvoter?

I august 1992 arrangerede Kommissionen et møde mellem danske og britiske videnskabsmænd med henblik på at vurdere industrifiskeriets indvirkning på de større fiskebestande i Nordsøen. Resultaterne kan sammenfattes således:

a) størrelsen af bestandene af to af de væsentligste målarter for industrifiskeriet, sperling og tobis, har siden midten af 1980'erne været svingene uden nogen bestemd trend. En anden målart for industrifiskeriet i Nordsøen er brisling, for hvilken der ikke i øjeblikket foreligger nogen vurdering af bestandens øjeblikkelige størrelse, selv om der blandt videnskabsmændene er almindelig enighed om, at den er forholdsvis lille

b) en mindskelse af industrifiskeriets intensitet ville have gunstige virkninger for landingerne af hvilling og sild og i mindre udstrækning for landingerne af kuller. Virkningen ville være ubetydelig for torsk, og der ville ikke være nogen virkning for rødspætte og tunge.

Det bør imidlertid ikke glemmes, at disse fordele må "betales" med tab i industrifiskeriet og de deraf følgende sociale og økonomiske problemer. Desuden viser vurderingen (bl.a.), at der vil kunne opnås en betydelig forøgelse af landingerne af kuller og hvilling, hvis de omfattende genudsætninger af disse arter fra de flåder, der driver konsumfiskeri, mindskedes, dvs. at konsumfiskeriet skader sig selv.

Det er klart, at der må foretages en yderligere evaluering af industrifiskeriets virkninger, og det samme gælder med hensyn til de øvrige fiskeriformers uheldige virkninger.

Det er grunden til, at Kommissionen i sin nylige rapport, som forelagdes Rådet på dets møde den 23. november 1992 (1), gav en detaljeret begrundelse for behovet for mere omfattende undersøgelser af virkningerne af fiskeriet i Nordsøen og i de tilstødende farvande.

(1) Dok. SEK(92) 2046 endelig udg.

Under henvisning til, at handelen med kvinder altid indebærer en form for slaveri, der kendetegnes af psykisk og fysisk vold og tvungen prostitution, samt at de fleste medlemsstater mangler en politik vedrørende dette spørgsmål, især hvad angår de kvinder, der kommer fra den tidligere østblok, bedes Kommissionen oplyse følgende: Finder den det nødvendigt at fastlægge en politik, som bygger på selvbestemmelsesret og menneskelig behandling af disse kvindelige ofre?

Kommissionens indsats til fordel for kvinder skal ses i lyset af Traktatens artikel 119 og de forskellige ligestillingsdirektiver. Sidstnævnte omhandler afskaffelse af direkte eller indirekte forskelsbehandling af kvinder med hensyn til beskæftigelse og på arbejdsmarkedet i al almindelighed.

Kommissionen har derfor ingen planer om at træffe foranstaltninger om handel med kvinder og menneskelig behandling af de omtalte kvindelige ofre.

Ganske vist er de franske oversøiske departementer ikke omtalt i forbindelse med samhørighedsfonden, men de tolv medlemsstaters regeringer har i Maastricht forpligtet sig til at træffe foranstaltninger, som sætter disse regioner i stand til at nå op på det gennemsnitlige økonomiske og sociale niveau i Fællesskabet.

Hvilke specifikke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at bidrage til den økonomiske og sociale udvikling af disse regioner?

Erklæringen om Regionerne i Fællesskabets Yderste Periferi, som det ærede medlem henviser til, og som er vedlagt Maastricht-Traktaten som bilag, knæsætter princippet om, at der også fremover skal tages hensyn til disse regioners særlige situation under udarbejdelsen af EF's politikker. Princippet blev indført, da man vedtog POSEIDOM-programmet (1), og det er siden blevet udvidet til også at gælde for De Kanariske Øer, Azorerne og Madeira. I erklæringen står der, at der kan "vedtages specifikke foranstaltninger til fordel for disse regioner, for så vidt og så længe der objektivt er behov for at træffe sådanne foranstaltninger med henblik på disses økonomiske og sociale udvikling".

Det grundlæggende princip i POSEIDOM, som er et tidsubegrænset rammeprogram, er, at der under anvendelsen af EF-politikkerne skal tages hensyn til den særlige situation i de oversøiske franske departementer. Helt generelt har dette princip allerede ført til, at der er blevet truffet særforanstaltninger inden for følgende områder:

— anerkendelse af en særtoldordning for de franske oversøiske departementer (ændring af OD-særtolden (2) og opretholdelse efter 1992 af særlige moms- (3) og afgiftsordninger (4), bl.a. gældende for den rom fra de oversøiske departementer, der forbruges i moderlandet Frankrig (5)

— særordninger på landbrugsområdet (særlige forsyningsordninger, støtte til lokalproduktionen og tilpasning af den gældende strukturlovgivning (6)

— øget støtte til oprettelse af producentsammenslutninger inden for fiskerisektoren (7)

— tilpasning af ordningen for frizoner og toldoplag (8)

— særlige strukturforanstaltninger for banansektoren og sektoren for sukkerør, sukker og rom (9)

I forbindelse med POSEIDOM-programmet er man for øjeblikket i færd med at undersøge en række andre særforanstaltninger, som skal gennemføres sammen med de nationale og regionale myndigheder.

Formålet med at tage hensyn til den særlige situation i de franske oversøiske departementer under udarbejdelsen af EF's politikker er det samme som formålet med de prioriterede strukturfondsinterventioner i disse regioner i henhold til mål nr. 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 (10). På grundlag af de enkelte regioners udviklingsplaner vedtog Kommissionen den 31. oktober 1989 nogle fællesskabsstøtterammer for 1989—1993. Ifølge disse støtterammer beløber de samlede EF-midler til de oversøiske franske departementer sig til 751 mio. ecu (i 1989-priser). Dette beløb er blevet hævet i 1991 og 1992 i forbindelse med Fællesskabets vedtagelse af en række initiativprogrammer, hvortil der er afsat 120 mio. ecu (i 1992-priser) til fællesskabsstøtte, herunder 95 mio. ecu til REGIS-initiativet vedrørende regioner med meget perifer beliggenhed.

Med henblik på den næste interventionsplan skal der ifølge Delors II-pakken som blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Edinburgh, afsættes betydeligt flere strukturfondsmidler til regionerne under mål nr. 1, herunder de oversøiske franske departementer.

(1) Rådets afgørelse 89/687/EØF (EFT nr. L 399 af 31. 12. 1989).(2) Rådets beslutning 89/688/EØF (EFT nr. L 399 af 31. 12. 1989).(3) Rådets direktiv 91/680/EØF (EFT nr. L 376 af 31. 12. 1991).(4) Rådets direktiv 92/12/EØF (EFT nr. L 76 af 23. 3. 1992).(5) Rådets direktiv 92/83/EØF (EFT nr. L 316 af 31. 10. 1992).(6) Rådets forordning (EØF) nr. 3763 (EFT nr. L 356 af 24. 12. 1991) og Kommissionens gennemførelsesforordninger hertil.(7) Rådets forordning (EØF) nr. 1603/92 (EFT nr. L 173 af 27. 6. 1992).(8) Rådets forordning (EØF) nr. 1604/92 (EFT nr. L 171 af 27. 6. 1992).(9) Kommissionens beslutning K(92) 2116 af 10. 9. 1992.(10) EFT nr. L 185 af 15. 7. 1988.

Hvilke former for kunstnerisk og litterær virksomhed har Kommissionen i tankerne, når den i meddelelse KOM(92) 149 endelig udg. omtaler støtte til denne med henblik på at lette tilvejebringelsen af et miljø, som er gunstigt for den kulturelle udvikling i Europa?

Betegnelsen "kunstneriske og litterære frembringelser" optræder i artikel 128 i Traktaten om Den Europæiske Union. I princippet udelukker Kommissionens meddelelse (1) ingen form for frembringelser, dvs. ingen af de forskellige kunstarter (teater, musik, plastisk kunst osv.). Kommissionen nøjes med at anføre de foranstaltninger, den har til hensigt at gennemføre til fordel for kunstneriske og litterære frembringelser, uden at skelne mellem de forskellige kategorier.

Ministerrådet skal under hensyntagen til såvel nærhedsprincippet som de disponible midler afgøre, hvilke sektorer, der skal prioriteres højst. Dette skal ske i samarbejde med Europa-Parlamentet i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i artikel 128.

(1) Dok. KOM(92) 149 endelig udg.

Instrumenterne og de finansielle støtteordninger i forbindelse med udviklingssamarbejdet bliver mere og mere komplicerede, og det er nødvendigt, at dette samarbejde er så effektivt og frugtbart som muligt.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke former for kontrol og evaluering der foretages med henblik på disse mål?

Det overvågnings- og evalueringssystem, som Kommissionen anvender for at sikre, at dens hjælp til u-landene fungerer effektivt, er lige så indviklet, som dens foranstaltninger og dens samarbejdsinstrumenter er forskellige. Generelt kan følgende anføres:

— overvågningen af aktiviteterne foretages af Kommissionens delegationer i udviklingslandene samt af hovedkontorets tjenestegrene, som bl.a. omfatter de nationale og faglige kontorer. I praksis består dette arbejde i besøg i marken, kontrolrapporter, faste kontakter med modtagerlandene, møder osv. Om nødvendigt kan overvågningen overdrages til et fagligt bistandsteam, der skal kontrollere, at projektet gennemføres på rette måde og underrette de ansvarlige i tilfælde af, at der opstår større vanskeligheder, der kan tænkes at påvirke den korrekte gennemførelse af projektet

— angående evalueringen af hjælpen betragter Kommissionen denne som et forvaltningsinstrument og en løbende kritisk vurderingsproces, som følger projektet under hele dets gennemførelse. Det drejer sig først og fremmest om foranstaltningens levedygtighed (dvs. en vurdering af i hvor høj grad projektet fortsat er i stand til at give målgruppen en lang række fordele, efter at hjælpen udefra holder op), og denne levedygtighed afhænger af mange økonomiske, politiske og sociale faktorer.

Evalueringerne kan foretages pr. sektor, instrument, tema, i form af samlede eller punktuelle evalueringer. Arbejdet med disse evalueringer overdrages til konsulenter, der i almindelighed rekruteres efter begrænsede offentlige udbud i medlemsstaterne, og det finansieres enten over Kommissionens almindelige budget eller ved hjælp af projektets midler (efter aftale med modtagerlandet).

I henhold til Lomé-konventionen IV skal overvågningen og evalueringen af projekter finansieret af EF foretages af Fællesskabet og AVS-landene i forening. Evalueringsarbejdets resultater udnyttes til at omstrukturere evaluerede projekter, såfremt det er nødvendigt, eller til at nyttiggøre tidligere erfaringer ved udformningen af nye projekter inden for det samme område.

Siden 1992 har Kommissionen, for så vidt angår samarbejdet med AVS-landene, indført et samordnet system til forvaltning af hele projektforløbet, herunder uformning, iværksættelse og evaluering, på grundlag af det såkaldte "Logical Framework". Kommissionens erfaringer med dette nye system vil blive omhandlet i en rapport i 1994 eller 1995, når det har fungeret tilstrækkeligt længe til, at der kan drages konklusioner af de indhøstede erfaringer.

De spankse lovbestemmelser i udlændingeloven og i lov om skatter og afgifter foreskriver, at en arbejdsgiver, der for første gang ansætter en udlænding, skal betale en afgift på 40 000 pta., og 15 000 pta., hver gang han fornyer den årlige arbejds- og opholdstilladelse; de ansatte skal for deres del betale en afgift på 1 000 pta.

Uanset størrelsen af det beløb, der skal betales som følge af den nævnte afgift, har bestemmelserne herom givet anledning til ikke så få spørgsmål blandt de berørte grupper, fordi de ikke helt præcist har forstået, hvilket retsgrundlag de her omtalte spanske bestemmelser bygger på.

Kan Kommissionen oplyse om, det ikke i lyset af fællesskabsbestemmelser om dette emne bør overvejes om de spanske bestemmelser, der forpligter de spanske arbejdsgivere, der ansætter udlændinge, til at betale en adgangsafgift og yderligere en afgift for hvert år kontrakten fornyes, er i overensstemmelse med fællesskabsrettens arbejdsmarkedsregler, og i hvor høj grad ikke-spanske EF-borgere, som arbejder i Spanien, kan være berørt af disse spanske bestemmelser?

De retsforskrifter, som det ærede medlem henviser til, er blevet undersøgt i lyset af fællesskabsretten.

Det drejer sig om lov nr. 29/68 af 20. juni 1986 som ændret ved lov nr. 37/88 af 28. december 1988 vedrørende statens almindelige budgetter for 1989 (den spanske statstidende af 29. december 1988) om opkrævning af afgifter i forbindelse med udstedelse af arbejdstilladelser.

Bestemmelserne vedrører udstedelse af arbejdstilladelser og finder således ikke anvendelse på EF-arbejdstagere, der ifølge EF-retten er fritaget for krav om et sådant dokument.