FORSÆDE: Nicole FONTAINE

Næstformand

(Mødet åbnet kl. 16.00)

1. Genoptagelse af sessionen

Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt fredag den 11. marts 1994, for genoptaget. (1&footref;)

1

&parsep;

Wijsenbeek (LDR). - (NL) Fru formand, det drejer sig om den måde, hvorpå dette møde er arrangeret, altså forretningsordenens artikel 19. Jeg henviser til, at der på den dagsorden, som blev udsendt i begyndelsen af denne uge, PE 180.011, ved fordelingen af taletiden for medlemmerne under mødet torsdag står 60 minutter, og at der på den ændrede dagsorden, PE 180.011/PDOJ, kun er afsat 30 minutter til taletiden for medlemmerne under mødet torsdag. Hvad anser formandskabet og formandskonferencen egentlig de menige medlemmer af denne forsamling for, for talemaskiner, for mennesker, som absolut ikke betyder noget, for mennesker, som De uden noget samråd kan fratage halvdelen af deres taletid, selv om de jo allerede skulle have forberedt deres forhandlinger.

Fru formand, jeg protesterer på det kraftigste mod dette. Jeg synes ikke, at det er nogen måde at handle på. Man tager os ikke alvorligt. Tredive minutters taletid i alt for et Parlament med 518 medlemmer med et antal punkter på dagsordenen, 1, 2, 3, 4, plus alle afstemninger, kan ikke kaldes seriøst, og jeg ønsker, at dette overvejes på ny.

Formanden. - Hr. Wijsenbeek, jeg skal gøre Dem opmærksom på, at næstformændene ikke deltager i Formandskonferencen. Det beklager de, fordi de er af den opfattelse, at når det påhviler dem at lede plenarmøderne, så ville det have været ønskeligt, om de i det mindste kunne gengive de yderst relevante bemærkninger, som De netop har fremsat. Hvorom alting er, har Plenarforsamlingen ikke ønsket, at det forholder sig således. Det ved De udmærket, hr. Wijsenbeek. Jeg kan - ligesom De - kun beklage det og konstatere en situation, som jeg ikke kan råde bod på. Tredive minutter er virkelig meget lidt.

Jeg vil svare Dem, hvad substansen angår. Som De ved, skal vi stemme kl. 11.00, fordi det ikke var muligt at sætte en række betænkninger til afstemning under sidste mødeperiode, hvorfor de nu vil blive føjet til de betænkninger, som vi skal stemme om under denne korte mødeperiode.

&parsep;

Andrews (RDE). - (EN) Fru formand, jeg er glad for at få mulighed for at henlede Deres opmærksomhed på den fortsatte og voksende bekymring i Irland, og i særdeleshed i min valgkreds i Dublin, over den måde, THORP og Sellafield i almindelighed fungerer på. Jeg nævnte dette under sidste mødeperiode i Strasbourg, og jeg vil gerne tilskynde formandskabet til at opfordre den ansvarlige kommissær til at give et detaljeret svar på den voksende nationale og internationale bekymring for denne udvikling, der er så katastrofal i miljømæssig henseende.

Vi fik ikke nogen offentlig høring om THORP. Gennem formandskabet vil jeg gerne opfordre Kommissionen til at komme frit frem i stedet for at gemme sig bag lukkede døre, være mere gennemskuelig, og lade os få at vide, hvad Kommissionen foretager sig med hensyn til THORP. Befolkningen i Dublin og Irland ser med voksende bekymring på den måde, THORP virker på, i særdeleshed i betragtning af de forfærdelige sikkerhedsforhold, Sellafield er kendt for. Nyheden om et jordskælv i Wales for nylig foruroliger folk i min valgkreds, ligegyldig hvor lille og ubetydeligt det kan forekomme nogle at være.

Det er på tide, at vi er ærlige omkring THORP. Det er på tide, vi får gennemskuelighed. Det er på tide, at befolkningens ønsker bliver respekteret. Hvis vi skal have et gennemskueligt Europa, hvis vi skal have et Europa med kulturel forskelligartethed, hvis vi skal have et miljøvenligt Europa, hvis vi skal have et anstændigt Europa, som respekterer befolkningens ønsker, så må THORP ikke få lov at fortsætte, og Kommissionen bør fortælle, hvad præcis den agter at gøre ved det.

(Bifald)

Formanden. - Hr. Andrews, vi kan ikke åbne en debat om dette spørgsmål, men vi tager Deres udtalelse til efterretning, og formandskabet vil optage kontakt med Kommissionen.

&parsep;

Napoletano (PSE). - (IT) Fru formand, jeg så gerne, at De tog stilling til det, der skete for nogle dage siden. I sidste uge aflagde en delegation fra Europa-Parlamentet - ganske vist en uofficiel delegation, der dog bestod af syv kvindelige parlamentsmedlemmer - besøg i Jerusalem efter indbydelse fra israelske og palæstinensiske kvinder og havde dèr en række møder, hvoriblandt nogle var officielle, i Knesseth. På vor anmodning om at måtte besøge Hebron - stedet for massakren - blev der givet et klart afslag: de israelske myndigheder nægtede os tilladelse. Dette har vi anset for meget alvorligt, så meget mere som en sådan tilladelse - efter hvad vi har fået at vide - i de samme dage til gengæld blev givet til forskellige religiøse fundamentalistiske bevægelser, der er nært beslægtede med den bevægelse, der var ansvarlig for massakren. På den baggrund finder vi det virkelig utroligt, at denne tilladelse er blevet nægtet repræsentanter, der befandt sig i området i fredens og dialogens navn.

Nu håber jeg, at dette udelukkende skal tilskrives en vis indstilling hos sikkerhedsstyrkerne - en indstilling, der måske ikke er den israelske regering bekendt. Jeg føler imidlertid, at jeg har pligt til at gøre opmærksom på det skete og anmode Dem, fru formand, om at videregive denne vor protest til Knesseths parlamentariske organer.

Formanden. - Fru Napoletano, jeg forstår Dem helt og fuldt. Vi har kontakter med de kolleger i Knesseth, som skal besøge Europa-Parlamentet under mødeperioden i april. Jeg mener, at det vil være en ganske passende lejlighed til at se på disse spørgsmål sammen med dem.

Díez de Rivera Icaza (PSE). - (ES) Fru formand, som medlem af den kvindedelegation, der af Jerusalem Link var indbudt til at deltage i mødet i Jerusalem og i et efterfølgende besøg i Hebron, kan jeg fuldt ud tilslutte mig fru Napoletanos protest. Vi anmoder Dem om at undersøge sagen nærmere, fru formand.

Formanden. - Helt og fuldt, kære kollega, og som jeg sagde til fru Napoletano, vil vi se på det sammen med vore kolleger fra Knesseth under mødeperioden i april i Strasbourg.

&parsep;

Fitzgerald (RDE). - (EN) Fru formand, i sidste uge tog jeg min familie med på besøg i denne bygning for første gang. Den var tom på daværende tidspunkt, og da de begyndte at fotografere, var der en sikkerhedsvagt, der slog ned på os. Jeg er helt klar over, at han fulgte sine instrukser, men må jeg spørge, om myndighederne skammer sig over, at man ser denne bygning i hele Europa, eller om de ikke ønsker, at samfund langt fra Bruxelles skal vide, hvordan den ser ud? Kunne vi bede om lidt almindelig sund fornuft fra de ansvarliges side i sager af denne art.

Formanden. - Hr. Fitzgerald, jeg deler Deres overraskelse. Jeg mener ikke, at vor mødesal er et i den grad hemmeligt sted, at det ikke skal være tilladt at tage fotografier af den. Det spørgsmål vil vi tage op med sikkerhedstjenesten. (1&footref;)

1

af væsentlig betydning

Titley (PSE). - (EN) Fru formand, til forretningsordenen. Jeg forstår, at Kommissionen vil tale til os om, hvorledes det står til med forhandlingerne om udvidelsen. Det synes at være aldeles upassende, at Kommissionen vil fremsætte denne udtalelse alene, uden nogen repræsentant for Rådet. Jeg forstår, at hr. Pangalos befinder sig i bygningen. Rådet burde da være her, da det er dette organ, snarere end Kommissionen, der står for forhandlingerne. Jeg vil bede om, at Rådet er til stede.

Formanden. - Hr. Titley, jeg kan over for Dem bekræfte, at Rådet er blevet indbudt til at deltage i vor debat, men det har ikke ment, at det burde efterkomme indbydelsen. Det beklager vi - som De kan forestille Dem - lige så dybt som De.

Næste punkt på dagsordenen er meddelelse fra Kommissionen om aktuelle politiske spørgsmål af væsentlig betydning.

Van den Broek, medlem af Kommissionen. - (NL) Fru formand, siden jeg sidst havde lov at tale til Parlamentet den 9. marts i år, kan det nævnes, at med hensyn til udvidelsesforhandlingerne, således som De nok i mellemtiden har hørt, kunne forhandlingerne afsluttes, i hvert fald med Norge. Det betyder, at alle 28 politiske spørgsmål foreløbig kan afsluttes med de fire ansøgerlande. På denne baggrund er det således lykkedes os, er det lykkedes Rådet med Kommissionens hjælp, at opfylde de forpligtelser, som vi i sin tid havde indgået for så vidt angår kalenderen. Faktisk har det kun taget os tretten måneder at opnå enighed med tre af kandidaterne og mindre end tolv måneder med Norge.

Disse forhandlinger var ikke lette. De var faktisk mere indviklede, end det var tilfældet ved tidligere udvidelser af Unionen, men de er altså forløbet hurtigere. Indholdet af disse aftaler er betydeligt, og vi mener, at alle involverede parter er tilfredse med dem. Selv om jeg således på den ene side glæder mig meget over det, som er opnået, vil De også forstå, at vi på den anden side også er meget bekymrede.

Desværre er de foreløbige aftalers fremtid blevet meget usikker på grund af forsinkelsen ved opnåelsen af enighed om det ene spørgsmål, som stadig ikke er løst, nemlig spørgsmålet om institutionerne. Denne situation kan efter Kommissionens opfattelse i hvert fald ikke vare ved. For hver dag øges risikoen for, at disse nøje afbalancerede og gennemforhandlede aftaler splittes ad eller undergraves. Nu er tidspunktet endnu gunstigt til at bringe udvidelsesprocessen til en heldig afslutning. Denne chance bliver imidlertid mindre for hver dag, og hvis denne chance ikke benyttes, så vil følgerne kunne mærkes både i ansøgerlandene og i Unionen.

Til trods for alle bestræbelser i Rådet i går har det endnu ikke ført til, at det institutionelle problem med det kvalificerede flertal, eller om De vil det blokerende mindretal, er løst. Denne forsinkelse betyder, at Parlamentet løber risiko for at have for lidt tid til en ordentlig forhandling om tiltrædelsesaftalen. Opnåelsen af overensstemmelse om det institutionelle spørgsmål henhører selvfølgelig, og hr. Titley gjorde med rette opmærksom herpå, under Rådets ansvar. Men det betyder ikke, at Kommissionen har mindre interesse i det eller er mindre nært involveret deri. For også Kommissionen vil ikke gerne have, at dens initiativret i en udvidet Union sættes ud af kraft ved nu at acceptere lammende beslutningsprocesser.

Kommissionen har gjort alt, hvad der kan forventes af den, for at hjælpe med at komme ud af det nuværende dødvande. Efter de tre beslutningsforslag fra Parlamentet om udvidelsen fra juli og november sidste år og fra februar i år vidste vi, at det institutionelle spørgsmål er af allerstørste betydning for Parlamentet. De har bedt om løsninger, som ikke udgør nogen hindring for en effektiv beslutningsproces i Unionen. Kommissionen har i går sammen med trojkaen aktivt deltaget i udarbejdelsen af kompromisløsninger, hvorom vi kunne antage, at disse ville være acceptable. Det viste sig imidlertid, at det endnu ikke var tilfældet. I øjeblikket er det rådsformandens hensigt at fortsætte drøftelserne i de såkaldte "Gymnich-drøftelser" mellem udenrigsministrene, som vil finde sted i den kommende weekend i Grækenland, også under Kommissionens tilstedeværelse.

Kommissionen håber, at dette meget ømtålelige institutionelle spørgsmål ikke vil hindre Parlamentets forskellige udvalg i alligevel at indlede arbejdet i forbindelse med forhandlingsresultaterne, som Rådet og Kommissionen har forelagt dem. Vi ved, at vi dermed retter en vanskelig og ømfindtlig anmodning til Dem, men vi anser betydningen heraf for at være overordentlig stor.

Kommissionen er fortsat overbevist om, at det politisk set er af overordentlig stor betydning at overholde fristen for udvidelse, og det betyder, at kandidaterne burde tiltræde 1. januar næste år. Vi ved ikke, og det er også vanskeligt at vurdere, hvilken skade det nuværende dødvande anretter hos ansøgerlandenes offentlighed, som for første gang synes at reagere gunstigt på aftalernes positive resultater, men som i øjeblikket risikerer at tabe farten, hvis de nuværende problemer omkring det institutionelle spørgsmål ikke hurtigt løses. Det er også overordentlig vanskeligt at gøre det klart over for ansøgerlandenes offentlighed, hvad der præcist står på spil her. Det er en stor skuffelse, navnlig også for ansøgerlandenes regeringer, at dette dødvande er opstået.

Vi troede, at de vellykkede forhandlinger, afslutningen af dem, havde givet Unionen et nyt liv. Jeg er imidlertid bange for, at dette nye liv vil gå tabt, hvis tidsplanen for udvidelsen ikke kan overholdes, og så kunne vi måske gå glip af en historisk chance. Dette var, hvad jeg i første instans gerne ville meddele Dem.

Green (PSE). - (EN) Fru formand, jeg takker kommissæren for den åbenhjertige måde, hvorpå han har forelagt sin sag for Parlamentet i dag. På vegne af Den Socialistiske Gruppe og også som leder af de britiske Labour- medlemmer af Parlamentet vil jeg gerne give udtryk for min skam over den skandaløse opførsel, den britiske regering har udvist med hensyn til spørgsmålet om, hvor stort et mindretal skal være for at kunne blokere for en beslutning. Hvordan kan nogen regering, der hævder at kæmpe for at beskytte sit folks nationale interesser, vælge at fremstille sagens kendsgerning for dette folk på en fejlagtig måde.

I Storbritannien forholder det sig ubegribelig nok sådan, at den britiske regering siger, at den ønsker at bevare status quo, og at de andre medlemsstater kæmper for at ændre denne. Kan man virkelig bebrejde briterne, hvis de ikke forstår, hvad det er der sker, når de får sådanne lodrette usandheder fortalt af deres egen regering. Labour-medlemmerne støtter sammen med vore partnere i Den Socialistiske Gruppe muligheden af at ændre det mindretal, der kan blokere for en beslutning, til mindst 27, for virkelig at bevare status quo og i det mindste sikre, at der ikke sker nogen institutionel forringelse af beslutningstagningsprocessen i Den Europæiske Union.

Jeg ved, at kommissæren er klar over, at den britiske regering ved sin principløse og skamløst partipolitiske obstruktion i denne sag bringer hele udvidelsesprocessen i fare. Vi ved, at udvidelsesaftalerne er en skrøbelig og omhyggelig konstrueret pakkeløsning. Ved at åbne hele dette spørgsmål ved afslutningen af halvandet års omhyggelige forhandlinger, et spørgsmål, som vi allerede havde givet støtte til på topmødet i Lissabon i juni 1992, synes kommissæren så ikke, at den britiske regering gør det yderst vanskeligt, om ikke næsten umuligt, for Parlamentet at give sin tilslutning til udvidelsespakken ved udløbet af vor valgperiode. Ved at gøre dette, bringer de også hele pakkeløsningen i fare, idet den kan falde fra hinanden som et resultat af den britiske regerings skandaløse opførsel og dens ønske om at øve indflydelse og holde sammen på sit eget parti forud for valget til Europa-Parlamentet.

(Bifald)

Langes (PPE). - (DE) Fru formand, alle, som i Parlamentet har fulgt de forløbne måneders drøftelse om de fire landes tiltrædelse, er sikkert enige i kommissærens bedømmelse og hilser det velkomment, at et resultat er opnået. Vi er glade for, at vi nu omhyggeligt kan gennemgå dette resultat, som bygger på hårdt tilkæmpede kompromiser. Min gruppe er altid gået ind for disse demokratiske staters tiltrædelse. Men De betegnede det med rette, hr. kommissær, som forfærdende, at Rådet, hvem ansvaret påhviler, ikke har løst et meget væsentligt punkt i forhandlingerne f.eks. allerede sidste år, men først gør det nu bagefter, nemlig næste lørdag forhåbentlig.

Min gruppe går med stort flertal ind for - og også mine britiske kolleger er positive - at de 27 stemmer er af væsentlig betydning for Parlamentet.

(Bifald)

Vi anmoder Kommissionens repræsentant om endnu en gang klart at understrege dette, når han nu rejser til Grækenland. Der er flere spørgsmål, som Parlamentet har rejst. Også her forventes der et signal fra Rådet, navnlig for så vidt angår Maastricht-traktaterne. For mig er det aldeles udelukket, at Maastricht-traktaterne på nuværende tidspunkt ændres på nogen måde. Den, der tilstræber det, går ikke ind for disse fire staters tiltrædelse, på dét punkt bør vi være ærlige over for os selv!

Vi bliver derfor nødt til i fællesskab at stadfæste kravet om 27 stemmer, og jeg gentager, at mine britiske kolleger støtter det. I dette spørgsmål hersker der stor enighed i Europa-Parlamentet bortset fra nogle få kolleger, som mener, at man her kunne finde frem til en mellemting.

Fru formand, jeg taler på vegne af det store flertal i vor gruppe. At der i vor gruppe er et mindretal, som er af en anden opfattelse, ved alle, og sådan er det nok også hos Dem. Når vi nu forhandler, får vi jo at se, hvilket resultat vi når frem til. Under alle omstændigheder bør følgende stå helt klart: Vi har her en måske historisk chance, som vi øder bort, hvis vi ikke stemmer for.

(Bifald)

Galland (LDR). - (FR) Fru formand, også jeg vil gerne takke kommissæren, hvis ytringer ved deres oprigtighed danner kontrast til de nærmest beroligende ytringer, som vi hidtil har hørt om denne udvidelse.

Hr. kommissær, De har talt om de tretten måneder, det tog at nå frem til en aftale. Og så skal dette ord: aftale, endda sættes i gåseøjne. Er det en aftale? Det lader til, at der mangler et væsentligt element, nemlig det institutionelle element. I den henseende bør vi tilkendegive vor overraskelse. De har nævnt Europa-Parlamentets tre beslutninger. I dem alle fremhævedes det institutionelle problem. Hvordan har det i tretten måneder været muligt at få denne udvidelsesproces og disse forhandlinger til at skride fremad uden samtidig at have løst dette institutionelle problem? Og så dukker det pludselig op på mållinjen og fremkalder en alvorlig krise i Unionen.

Hr. kommissær, det problem, der nu foreligger, er spørgsmålet om, hvorvidt der kan indgås et kompromis i Ioannina i Grækenland. Vi vil gerne sige Dem én ting: Om et institutionelt tilbageskridt er intet kompromis muligt.

(Bifald)

De sagde, at dette problem henhørte under Rådet. Det henhører også under Dem. Glem ikke, at Kommissionen er Traktaternes vogter!

(Bifald)

Og det er til Kommissionen, Traktaternes vogter, vi henvender os.

Hr. kommissær, lad Deres kolleger vide - det har pressen sagt, Rådet ved det, De ved det, vore kolleger fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe og fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe har netop sagt det i dette øjeblik - at De ikke kan opnå en samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet, hvis der er tale om et institutionelt tilbageskridt, og hvis der er tale om et blokerende mindretal på 27 stemmer eller 23 stemmer på visse betingelser, thi et overvældende flertal er imod. Det er end ikke umagen værd at foreslå os en afstemning på et sådant grundlag.

(Bifald)

Hr. kommissær, vær så elskværdig i Ioannina at sige og at overbringe det til kommissionsformand Delors, at vi ikke vil vide af noget hykleri, vi vil have klarhed! Vi siger ja til udvidelsen, og vi ønsker i øvrigt at vide - det er et spørgsmål, jeg stiller til Dem - om De kan sige os, hvornår Parlamentet vil være i besiddelse af tiltrædelsestraktaterne på alle sprog, for at vi kan vide - vi udviser smidighed - om vi får mulighed for at behandle dem.

Derfor "ja" til udvidelsen, men bestemt "nej" til en svækkelse af Unionens evne til at træffe beslutninger. Ansvaret er Deres. Vi håber, at udvidelsen vil lykkes for Dem, men der bør herske klarhed i Ionnina, og der bør ikke få til at opstå et såkaldt kunstnerisk flou, således at Parlamentet kommer til at bære et ansvar, der ikke er Parlamentets, men de øvrige institutioners.

(Bifald)

Boissière (V). - (FR) Fru formand, mit spørgsmål til kommissæren er følgende: mener De ikke ligesom vor gruppe, at dette spørgsmål om blokerende mindretal på 23 eller 27 ikke er det centrale spørgsmål, selv om vi naturligvis ikke skal overse betydningen af det? Jeg tror, at man i denne henseende har villet reducere indfaldsvinklen urimeligt ved at fremkalde en polarisering omkring spørgsmålet om de 23 eller 27. Det drejer sig ikke om at forhindre et tilbageskridt på det institutionelle plan. Hvad vi har sagt i måneder, ja i årevis, er, at der skulle fremskridt til, at udvidelsen kun var mulig, hvis man betragtede det institutionelle spørgsmål i et større perspektiv, dvs. spørgsmålet om proceduren med fælles lovgivningsmyndighed. Hr. kommissionsrepræsentant, er det derfor ikke på tide at overveje et system med dobbelt flertal? Og for at 1995-tidsplanen virkelig kan blive overholdt, er det da ikke - endda før 1996 - på tide at revidere artikel N, som vi anser for at være en minimalreform, i sammenhæng med tiltrædelsestraktaterne, for at denne udvidelse kan blive bæredygtig og varig?

Andet spørgsmål, hr. kommissær: er De rede til at støtte os, så vi ikke indlader os på proceduren med et vismandsudvalg, der - i vore øjne - fortsat vil være et mellemstatsligt anliggende, og burde vi derfor ikke foretrække en anden løsningsmodel, løsningen med en interinstitutionel konference med Kommissionen, Rådet og naturligvis Europa-Parlamentet? En regeringskonference vil nemlig ikke gøre det muligt at sikre en ordentlig deltagelse eller at undgå Maastricht-Traktatens skær, idet denne løsning naturligvis er at betragte som en sidste udvej i forhold til en virkelig fælles beslutningstagning på det institutionelle område.

de la Malène (RDE). - (FR) Hr. kommissær, mit spørgsmål henvender sig til Dem i Deres egenskab af Traktatens vogter. De sagde for lidt siden, og flere talere har gentaget det, at vi lever i en svær tid, som vi håber må få ende, men vi stiller os selv spørgsmål med hensyn til proceduren. I Maastricht-Traktatens artikel O hedder det, at når der indgives ansøgning om medlemskab, skal Rådet høre Kommissionen, anmode Parlamentet om samstemmende udtalelse og dernæst træffe afgørelse med enstemmighed. Et andet stykke handler om vilkårene for optagelsen og tilpasningerne. Det er det, De drøfter under forhandlingerne.

Men, hr. kommissær, jeg ved ikke af, at Rådet har anmodet Europa-Parlamentet om at afgive samstemmende udtalelse om noget af de fire ansøgerlandes ansøgning om tiltrædelse. Det har jeg ingen erindring om, og jeg spørger mig selv, på hvilket stadium i tiltrædelsesproceduren vi befinder os. De er ansvarlig, hr. kommissær, i Deres egenskab af Traktaternes vogter. Eftersom vi er midt i forhandlingerne, og eftersom vi endnu ikke har stemt, sådan som det kræves i Maastricht-Traktatens artikel O, stk. 1, så jeg derfor gerne, at den Traktaternes vogter, som De er, oplyser mig om dette spørgsmål, hr. kommissær.

Bjørnvig (ARC). - Hr. kommissær, da forhandlingerne trods alt kan ende med at falde i hak, vil jeg gerne vide følgende: Kan ansøgerlandene være sikre på, at de kan bevare deres højere miljøstandarder, også ud over overgangsperioden på de 4 år, ved at anvende miljøgarantien i artikel 100 A, stk. 4, i de tilfælde, hvor EU ikke er nået op på de højere standarder? Spørgsmålet kan besvares med et ja eller et nej.

Blot (DR). - (FR) Fru formand, kære kolleger, er det ikke chokerende, at man - så kort tid efter den manipulerede vedtagelse af Maastricht-Traktaten - rejser tvivl om institutionerne, sådan som de forefindes, ved at ville ændre og svække det blokerende mindretal? Er det ikke chokerende, at man rejser tvivl om de aftaler, der er indgået - altså det givne ord - med de fire ansøgerlande fra Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og dét af grunde, som intet som helst har at gøre med problemerne i forbindelse med deres tiltrædelse, dvs. interne institutionelle grunde?

Er der da ingen stabilitet i retten i EF-anliggender? Den institutionelle ret afhænger således af øjeblikkets politiske flertal - ganske uden hensyn til ethvert hierarki af retsakter. Det er juridisk barbari. Burde vi ikke - for at udviske dette afskyelige indtryk - definitivt adskille debatten om udvidelsen fra debatten om institutionerne?

Van der Waal (NI). - (NL) Fru formand, i pressen har den nederlandske udenrigsminister med rette peget på, at det ved den nuværende institutionelle diskussion drejer sig om intet mindre end om det principielle spørgsmål, i hvilken retning Europa skal gå. Men så overrasker det mig, at et så fundamentalt spørgsmål skal afgøres inden for rammerne af denne udvidelse og frem for alt på så sent et stadium. Jeg ved, at stemmeforholdene i Rådet også tidligere er blevet justeret ved udvidelserne. Men nu hvor Unionens politiske områder med Maastricht-Traktaten er udvidet betydeligt, er det alligevel ikke en selvfølge, at medlemsstaterne vil afstå mere suverænitet på disse områder, så meget desto mere som Maastricht-Traktaten har gjort det tydeligt, at der hos borgerne hersker stor tøven med hensyn til yderligere centralisering af beføjelser.

I 1996 tages Unionens institutionelle udformning under alle omstændigheder op til revision. Hvorfor kan man så ikke vente med det institutionelle spørgsmål, således at også de nye medlemsstater kan tale med? Europas fremtidige struktur er da en særskilt og grundig debat værd.

Jeg mener ikke, at vi kan tillade os at sætte udvidelsen på spil på grund af dette spørgsmål. Udvidelse fortjener høj prioritet, ikke mindst som signal til lande i Central- og Østeuropa. I deres egen udviklings interesse, men også for stabiliteten i Europa bør disse lande vide, at de nu er de næste kandidater til tiltrædelse.

Woltjer (PSE). - (NL) Fru formand, to tydelige spørgsmål, som ikke lader der herske nogen misforståelse om min forskrækkelse over egoismen og ringeagten for Den Europæiske Union, således som nogle regeringer i Rådet nu så skamløst har vist under tiltrædelsesforhandlingerne.

For det første, deler kommissæren ikke min opfattelse, at Det Forenede Kongeriges begejstring for EFTA-landenes tiltrædelse direkte efter vedtagelsen af Maastricht-Traktaten udelukkende, og jeg gentager udelukkende, blev indgivet af dets bestræbelser efter hurtigst muligt igen at udhule beslutningsprocessen inden for Unionen og resultaterne af Maastricht-Traktaten i stedet for, således som det antydede, dets årelange venskab med disse lande?

For det andet har kommissæren allerede peget på de nuværende problemers mulige negative følger for den offentlige mening og ansøgerlandene. Jeg vil gerne bede kommissæren om at være noget tydeligere og tilslutte sig, at en sådan skamløs holdning ikke blot påvirker den offentlige mening i Den Europæiske Unions ansøgerlande negativt, men også i vore egne medlemsstater, og at dette kan virke som en boomerang og tilvejebringe en dyb krise i Unionen. Ja, at der endog er stor risiko for, selv om der i den kommende weekend findes en løsning, at borgerne alligevel med væmmelse vil vende sig bort fra denne studehandel.

Vær overbevist om, at Parlamentet ikke vil medvirke til denne studehandel!

Bourlanges (PPE). - (FR) Fru formand, Rådet er fraværende. Derfor henvender vi os til Kommissionen i overensstemmelse med den vedtagne skik, der foreskriver, at man bebrejder de tilstedeværende de ikke-tilstedeværendes fravær. Men vi så gerne, at Kommissionen optræder som vor tillidsmand og som vor ambassadør, der til Rådet siger, at Parlamentet er grundig træt af at konstatere, at Rådet i månedsvis over for vore krav og vore legitime spørgsmål har rejst en mur af nedladenhed, tavshed og fravær, skønt der i henhold til Traktaterne er tillagt Parlamentet præcise beføjelser med hensyn til samstemmende udtalelse. Vi er lede og kede af det, og det er ikke den præstation, Rådet yder, der kan overbevise os om dets effektivitet. Hr. kommissær, gå hen og sig det i Nordgrækenland næste lørdag, det vil vi være Dem taknemmelige for.

Andet problem: Kommissionen foreslår i én uendelighed og med megen offervilje kompromiser om anvendelse af regler for blokerende mindretal, idet der i disse kompromisforslag navnlig opereres med yderligere frister. Hvornår holder Kommissionen og Rådet op med at fuske? Vi ved, at de kompromisforslag, der er blevet forelagt, er uforenelige med Traktatens bogstav, og navnlig med proceduren med fælles beslutningstagning i artikel 189 B, stk. 5 og 6, hvori der for procedurerne for Rådets beslutningstagning sættes meget stramme frister, som er uforenelige med de forslag, De fremsætter. Vi værdsætter det anfald af mod, som hr. Delors lagde for dagen i går, men vær endelig tro mod det! Hold op med at fuske, hold op med at foreslå kompromiser, som hverken har hoved eller hale og ikke træder i stedet for noget som helst, og som reelt... - De ser forbavset ud, hr. kommissær. Rådets formand fortalte os i formiddags, at han sammen med Dem i nattens løb havde brygget et kompromis sammen, som efter vor opfattelse faktisk er aldeles utilfredsstillende. Måske har Rådets formand taget fejl. Sig det til os, det vil glæde os. I hvert fald beder vi Dem i morgen og i overmorgen lægge samme strenghed for dagen som den, De lagde for dagen i går.

Kort sagt: er der efter det, som Rådet har gjort eller ikke gjort, en eneste kollega, en eneste parlamentariker, der kan mene, at dette Råd, der ikke er i stand til at flytte en stol i et værelse og ikke er i stand til at nå til enighed om et blokerende mindretal, om mindre end to år vil kunne påtage sig det knusende ansvar for revisionen af Traktaterne inden for rammerne af regeringskonferencen? Hvad der sker i øjeblikket, viser per absurdum, at Parlamentet har ret, når det hævder, at man ikke kunne tillade udvidelsen uden at tage fat på uddybelsen. Hvad der sker i dette øjeblik, viser, at hvis vi ikke reagerer alle, og - navnlig - hvis Kommissionen ikke rejser alle de institutionelle problemer og ikke blot problemet med det blokerende mindretal, så er regeringskonferencen i morgen dømt til at ende i en blindgyde, dømt til lammelse, og Europa dømt til at lide skibbrud.

(Bifald)

Ewing (ARC). - (EN) Fru formand, jeg forstår, at Kommissionen må være upartisk, når det gælder uenigheden om afstemning med kvalificeret flertal, og mindretal, der kan blokere for beslutninger efter udvidelsen. Ikke desto mindre vil jeg anmode Kommissionen om inden næsten forhandlingsrunde at minde Det Forenede Kongerige om, at de sætter udvidelsen på spil med det tilsyneladende motiv at tilfredsstille det slæng af deres egne i Westminster, der stadig er markedsmodstandere. Jeg angriber ikke de britiske konservative medlemmer af Parlamentet her, som er pro-europæere, men jeg tror, at i dette tilfælde er det halen, der logrer med hunden.

Er kommissæren ikke opmærksom på det hykleri, man finder hos Det Forenede Kongerige, der søger at få afstemningsreglerne gjort vanskeligere i forbindelse med udvidelsen, og som alligevel accepterer, at de bliver lettere med hensyn til fundamentale ændringer af den fælles fiskeripolitik, og når det gælder Norges adgang til fiskeri, hvor Det Forenede Kongerige faktisk på basis af retsreglerne kunne have insisteret på enstemmighed. Men i dette tilfælde anmoder de om strammere regler. Er det ikke bemærkelsesværdigt, at Tyskland, Frankrig og Italien tror på, at den kommende udvidelse af EU bliver retfærdig. Hvorfor kan Det Forenede Kongerige ikke gøre det?

Puerta (NI). - (ES) Fru formand, jeg må erklære mig enig med de talere, der har påpeget, at Rådet - som ikke er til stede her i salen, selv om det i morges var repræsenteret i Udvalget om Udenrigs- og Sikkerhedsanliggender - "har spændt kærren for okserne", som vi siger i Spanien.

Rådet har vendt det døve øre til Parlamentets anmodninger, også til dets beslutning fra november 1993, hvor vi krævede en interinstitutionel dialog. Under disse omstændigheder kan en udvidelse af Den Europæiske Union ikke gennemføres. Endvidere må der tages hensyn til opinionen i ansøgerlandene - hvilket der ikke hidtil er blevet - i særdeleshed ikke i Norges tilfælde.

Jeg vil gerne udtrykke min fulde støtte til Parlamentets holdning, og med den autoritet, det må give mig at tilhøre et parti, der hverken støtter den spanske regerings indenrigspolitik eller har indgået aftaler med det største oppositionsparti, må jeg på det kraftigste understrege, at der må sondres mellem den britiske og den spanske holdning, der ikke er identiske. Spanien går ind for et dobbelt blokerende mindretal, som formodentlig ikke kræver en ændring af traktaten, og ønsker ikke at svække institutionerne, men kræver, at der tages højde for udvidelsens konsekvenser for Nord-Syd-forbindelserne i Fællesskabet. Endelig skal også jeg understrege behovet for fleksibilitet og dialog i de næste to år før traktatændringen i 1996.

Afslutningsvis anmoder jeg rådsformanden om at indtage en mere velovervejet og knap så dramatisk holdning. Hans opgave er at bidrage til at få afsluttet forhandlingen, og han må vise forståelse for, at der er forskellige legitime synspunkter i Fællesskabet.

Dury (PSE). - (FR) Fru formand, udvidelsesprocessen er alvorligt truet, men hvad der er endnu mere alvorligt, er, at også Den Europæiske Unions fremtid er truet. Jeg skal minde om, at hver gang nye lande er kommet til os, er det antal stemmer, der er nødvendigt for at blokere beslutninger, blevet forhøjet. Det havde fru Thatcher i øvrigt accepteret i sin tid. Oprigtig talt vil jeg ligesom andre kolleger sige, at selv om der findes et kompromis i Ioannina, så vil det i alt fald være et vakkelvornt kompromis og et kompromis, der er inacceptabelt i vore øjne.

Kolleger har mindet om det standpunkt, vi indtog i november. Jeg læser det pågældende afsnit op: "Europa- Parlamentet er af den opfattelse, at udvidelsen i intet tilfælde bør svække Unionens samhørighed eller dens evne til at handle på de områder, hvor dens beføjelser er blevet bekræftet eller fastslået ved Traktaten om Den Europæiske Union". Vi har gentagne gange informeret Rådet og Kommissionen om vore standpunkter. Vi har været aldeles éntydige. Vi ønskede en interinstitutionel dialog, og vi ønskede at blive bistået af et vismandsudvalg, der kunne give os idéer, for at få at vide, hvordan det hele kunne komme til at fungere bedre og på en mere demokratisk måde. Da Rådet ikke er repræsenteret her, pålægger vi Kommissionen at overbringe det budskabet og ligeledes at sige til Storbritannien, at vi vidste, at dette land - i begyndelsen - ønskede udvidelsen for bedre at kunne "udvande" Unionen. Men vi ved, at den nu ikke mere ønsker udvidelsen for bedre at kunne blokere Unionen. Vi skal også give Spanien budskabet. Vi ved, at motiverne er forskellige, men lad være med at lege med ilden!

De er europæere, vær derfor vore allierede, når vi skal gennemføre mere dybtgående institutionelle forandringer. Efter min opfattelse vil der ikke kunne findes 260 stemmer i Europa-Parlamentet, hvis man fortsætter ad den vej. Nu er De informeret, men informér også den offentlige mening i de fire lande om Deres eget ansvar og om Rådets!

Bonde (ARC). - Fru formand, skal der 23 eller 27 stemmer til som blokerende mindretal mod nye love i EU? Ja, hellere 23 end 27, men mit svar er hverken/eller. Hvert land skal have ret til at nedlægge veto mod nye love, sådan som det står i Luxembourg-forliget fra 1966. Når man tager diskussionen om stemmeregler nu uden at nævne vetoretten, så bliver jeg nervøs. Jeg bliver særlig nervøs, når man nu diskuterer kompromistekster, hvor to store og et lille land, evt. med 100 millioner indbyggere, kan forlange forhandlingerne fortsat et par måneder. Kan ét land så ikke længere forlange forhandlingerne fortsat? Vil Kommissionen bekræfte, at Luxembourg-forliget fortsat gælder og kan anvendes af hvert enkelt medlemsland også i et udvidet EF? Eller er det sådan, at en vedtagelse af nye stemmeregler også fjerner Luxembourg-forligets vetoret i praksis? Vetoretten er nøglen til at afgøre, om EF er en union mellem selvstændige lande eller en ny stat, så jeg håber, at kommissæren, selv om han personligt vil beklage det, kan bekræfte Luxembourg-forligets fortsatte eksistens.